av F. Grønvold, Kgl. Fuldmægtig, f. 1837-1929.

”Du Lierdalen er fager, men fagrest er Stran-
den ved Gullaug”.                 (Gammel Regle).

     Sorenskriver i Mandal Jens Edvard Kraft (1784 1853) siger i sin topografisk statistiske Beskrivelse over Kongeriget Norge:
«Gullaug (nu tre Gaarde) tidligere een Kronens Sædegaard, en smuk Beliggenhed ved Dramsfjorden. Den betydeligste er Søndre Gullaug, som har været adelig Sædegaard siden 1505, da Eieren Nils Svendsen 20/7 1505 blev af Kong Hans adlet for sin under Krigen mod Sverige udviste tro Tjeneste og Tapperhed, især ved Erobringen af Venersborg Fæstning i Vestre Götland. Familien, som forte Navnet Tordenstierne og af hvilken Nils Audensen Tordenstierne til Søndre Gullaug erholdt Fornyelse paa sit Adelskab ved stadfæstet Patent af 5/2 1734, eiede Gaarden til 1764, da den formedelst daværende Eier Hofjunker, siden Kammerjunker Ouden Nilsen Tordenstiernes "Tungsindighed" blev afhændet ved Auktion, hvorved Kammerraad M. Heiberg Bacche blev Høystbydende paa denne Sædegaard tilligemed MellemGullaug, som brugtes underet dermed samt Kovestad og Mørk, Alt i Lier og Ødegaarden Houkelien i Røken. Efter Cancelliraad Nils Holter, som døde 1787, har Gaarden tilhørt den Grønvoldske Familie (og eies nu of Capt. J. F. Grønvold). Den havde forhen et ikke ubetydeligt Jordgods, hvilket i Aaret 1624 udgjorde, Hovedgaarden iberegnet, 58 Tdr. 11 1/2 Setting Hartkorn. Gaarden har god Jord, (nu) ingen Skov men indbringende Laxefiskeri" . . . .

Slutt s. 220

      Af en Optegnelse om Kong Fredrich V's Reise i Norge (1749):
     "Paa Gullaug, et gammelt Herresæde, bor den eneste Levning af den norske Adel Tordenstierne, nafnlig Ouden Nilsson vel studeret og ønsker sig nogen Employe" . . . .
      "0uden Nilsson Tordenstierne kom til Kjøbenhavn, blev 10/8-1753 Sekretær i danske Cancelli, 26/9 s. A. Hofjunker,
13/6-1769 Kammerjunker, men døde ugift, børnløs (i Norge) allerede 21/2-1771; Ligsten paa Frogner Kirkegaard i Lier i det Tordenstiernske Gravkapel" . . . .
   ”Gullaug adelige Sædegaard vedligeholdt dog fremdeles sine Friheder paa Grund af de senere Besidderes Stilling som Rangspersoner”. Hovedgaardens Huse opførtes igjen 1568 - efterat Svenskerne under dend Syvaarskrigen (1563-1570)²⁶¹ "haffte affbrændt de tidligere Huuse" (undtagen SydFløien) "da de ved samme Leylighed ocksaa (1567) dend Borg Aggershuus paa Odden ved Siøen udi Aggershaguen berendede forgiæffis"²⁶². Bygningen udrnærkede sig ved Tømmerstokkenes usædvanlige Længde og Tykkelse. "Der hængte i dend Riddersal en gammel Ridder-Rustning, Stormhat, Skiold, Svärd och fuld Harnisk fra Haand til Foed" . . . .
     ”Nils Svendssøn Tordenstierne blev nobiliteret af Kong Hans ved Breff aff 20/7 1505”. Familien holdt sig nogle Slægtled gjennem ved standsmæssige Ægteskaber (som Calips, Maaneskiold, Mylting) men fra 4. Led nedover giftede Døtrene sig med Bønder, og Sidelinierne gik ogsaa ”over i denne Stand”, med Undtagelse of Linien paa Stenshorne paa Eger . . . . .
     ”Gullaug i Lier ved Drammensfjorden var, efter Adskillelsen af en mindre Del (kaldet Nordre Gullaug) hvilket sandsynligvis skede i 1400 Tallet, ifølge Biskop Eysteins røde Bog 4 Markebol = efter nyere Skyld 24 til 27 Skylddaler. I 1780 Aarene indkjøbtes den af daværende PremierMajor, senere Oberstl. Fridrich Martinus v. Grønwold, hvis Farbror Dragoncapitaine Haagen Otte Grønwald var gift med Christine Christophersdatter Tordenstierne til Steenshorne" . . . . .

Slutt s. 221

   I 1761 udkom i Kjøbenhavn en eiendommelig, «snaal», men ikke ufornuftig Bog, betitlet "Physisk Oeconomisk Beskrivelse over Lier Præstegjeld i Aggershuus Stift i Norge efter egen; Undersøgelse forfattet af J. Essendrop". Den er naturligvis ellers efter Datidens kvalme, men maaske nødvendige, Skik dediceret en Patron: "Hans Excellence Høi- og Velbaarne Hrr. Hans von Ahlefeld, Ridder m.m. Geheime Raad m.m.m." i de mest ydmyge, submis-smigrende Udtryk af den "i dybeste Underdanighed henlevende Tjener" Jens Essendrop.
    Denne er formentlig den samme som i sin Tid var Huslærer paa Gullaug adelig priviligerede Sædegaard for den sidste Tordenstierne, HofJunker Ouden Nielssøn Tordenstierne. Bogen med en Forfatter-Dedikation til Hofjunkeren fandtes i Gullaugs Brevgjemme, men er bortkommen (formentlig brugt til Lokum-Papir).
    Den er inddelt i ikke mindre end 22 Capitler og 199 §'er og tæller 205 Sider. Jeg kan ikke nægte mig den Fornøielse at anføre Lidt hist og her fra dette Værk. I §§ 1, 2, 3 og 4 siger han, at "i gamle Breve, saa og hos Snore Sturleson (sic) finder man at det (Præstegjeldet) kaldes Lidum og Lier" og gir en chorographisk Beskrivelse af Grænserne. Han nævner det store Vand "Holtz-Fjorden" hvis Dyb er befunden umaaleligt og siger, at i Aaret 1755 den 1. November "da den almindelige paa vor Jord-Klode skede Rørelse og Jordskjelv indtraf, lod sig samme tydelig, fornemme i denne Fiord, idet Vandet voxte adskillige Gange langt over sine sædvanlige Høyder og med stor Brusen mellem Stenene faldt tilbage men og at en Ild Straale med stærk Fart fra vestre til østre Side lod sig tilsyne".
   I § 5 siges: "Formedelst saadant Beliggende falder overalt en smuk og behagelig Prospect men allerdeiligst til Forlystelse for Skjønnere af Naturens Herligheder viser den sig, naar man har «opnaaet» Høiden of Paradisbakkerne. Øiet ser her i et Kast Vande med hosliggende Byer og Skibe, udflydende Elve, Sletter prydede med smukke Agre og Enge, grønne Lunder, dyrkede og beboede Bakker, ophøiede Fjelde, bedækkede med grønne Skove, huor

Slutt s. 222

Naturen har samlet sine Herligheder til Sindets og Øinenes Forlystelser man stutter heraf, "at disse haver været anseet som et Jordisk Paradis, hvorefter de ovenmeldte Bakker udi ældere Tider skulde have faaet sit Navn (!!)".
    § 19: « Leer Jord (hvoraf Jorden i Lier bestaar) er nest Mulden den beste, giver rigest og meest Kiernefuld Sæd, udhærder længst, naar mislige Aar indfalder. Af alle LeerArter er den nylig opdagede Mergel (Marga) den beste, det har Steen Biørnsen i sin Afhandling beviist» . . . . .
    § 46: «Der meddeles, at i denne Fiord (Dramens Fiord), hvis Indskiærelse i adskillige Bugter, foruden at give en behagelig Prospect, paa flere visse Steder giver Anledning til Fiskerier (af Lax og Øreder) skulle være i forrige Secula seet en "Søe Orm". J. Ramus beretter, at den i Aaret 1687 skulle "have ladet sig tilsjune" og er antegnet af Hans Høiærværdighed Biskop Pontoppidan i Norges naturlige Historie Tome II pag. 336".
    I Capitel 6 "Om Fiske-Slægterne og Fiskerier" siges i § 55: "Dramens Fiord er derudi den beste og rigeste thi "opstiger" af samme den overalt bekjendte Lax og fanges ved det, som her kaldes "Ring Fiske" eller "Snige Fiske" (vidløftig Beskrivelse), paa samme Garn fanges Øreder, Abor, Skall, Flirer, Flyndrer, Mort, Rokker, Siig, og undertiden en Giedde" . . . . .
    I Capitel 10 "Om Hindringerne til Agerdyrkningens Opkomstu drager han i § 104 stærkt tilfeldts mod Odels Retten, da den desuden er "en Sæd til de allerfleste og meest ødelæggende Processer i Landet", efterdi "den sætter ei alene Odelsbaarne og Fremmede i Haar sammen, men og Odelsbaarne indbyrdes"; vistnok sætter de kiære Landsmænd saa stor Priis paa denne mere i Indbildning end Virkelighed bestaaende Herlighed, men jeg er dog af den uforgribelige Mening, at Odels-Retten, som Landet i mere end en Tilfælde høist skadelig, beqvemmelig kunde Tid efter anden indskrænkes. I § 105 siger han om Tienden: den Frihed, om Loven hjemler Tiende-Tagere, i Kraft af hvilken de haver Magt at opdrive Tienden paa det høyeste, den Frihed

Slutt s. 223

maa alle Upartiske tilstaae at være Agerdyrkningens Opkomst hinderlig i ligesaa høi Grad som Odelsretten, om ikke høiere, thi Jorde Brugere skal nøie yde Tiende til andre, saasom Laugmands Told, Offerskieppe, Klokker Told, Lænsmands Told, Skydskaffer Told, Sandmænds Told o.s.v. og har en Jorde Bruger aldrig saa snart forøget sin Avling "førend de nøyeregnende Tiende Tagere mistroer hans Angivelse og angriber bans Korn Lader med Kastning og Tærskning".
    I Capitel 14 om Skov og dens Behandling taler han i § 134 om "Galler Asp", "Brakel" og den slags Bierk, som kaldes "Vahl Bierk", som brugtes i ældre Tider end mere end nu tit "Drikke Kar"; om Gran, hvorav dannes Gierdes Fang eller Skie-Vehd og det haarde Træ Lou (Løn), der søges med Begiærlighed "for at skjære sig Tolle-Kniv-Skaffte" samt Trold-Vehd eller Ulve-Vehd, ligervis om "MusepisTræ", der, naar det gnides, udgiver en ubehagelig UrinLugt, og om Been-Vehd, som ligner Ulve-Vehd. Træet, "som Fanden flaaede Geden under", benævnes ogsaa med Navnet "Trol-Vehd", naar Tiden ei tillader at nævne det ovenbenævnte lange *. I Capitel 16 om tamme og nyttige Kreature taler han i § 143 om, at det Dyr, som kaldes Faaer eller "Souer" er af stet Art og bør forbedres; han anbefaler Hr. Friderich Hastfers Bog om dette Emne, "da den kun koster 24 Skl."! I § 145 lovtaler han Svinet, "som dog ei bringer nogen Nytte eller Fordel, førend det kommer paa Fadet", og anbefaler at røgte det vel, samt Gaasen som det bedste og nyttige Dyr; "men kalkonske Høns, Ænder og Duer set man ei uden hos de "Fornemme"" . . . . .
    Capitel 17: "Om vilde Dyr og Fugle": I § 148 siges: "Af de vilde Dyr fortiener Biørnen med Billighed det første Stæd". I denne Egn findes ingen Mængde. De af den store Art kaldes "Heste eller Mærre-Biørn", de mindre "Myreller Mour-Biørn, saa og Moure Tasz". Hun-Biørnen kaldes «Binna>, hvilke Ungerne følge og "er da ei med det beste at komme i Møde". I § 149: "Ulv kaldes "Graabeen"
             * Skal formentlig være Forsøg paa at si' en Vittighed.

Slutt s. 224

med et andet almindeligt Navn: "Trol". Ræve er overalt i Mængde. Af Los eller Goupe er trende Slags: "Ulve-Goupe", "Ræve-Goupe" og "Katte Goupe", men de fornemmes sjelden paa disse Kanter, ligesom og Maar, Hermelin eller Røs-Kat, Grevling, Pindsviin eller "Bust-Dyvel" og Oter ere alle rare . . . . .
     Af vilde Fugle nævnes i § 154 en hel Del f. Ex. "Glente", en stor Rov Fugl, der søger sin Føde af Fisk og derfor kaldes "Fiske-Jon" samt Krage, "der lader sig see i største Overflødighed, fornemmeligen om Høsten, naar Kornet modnes, "hvori de farer afsted som Sviin". Ravn kaldes "Korp" og sees i Mængde baade Vinter og Sommer, ligesaa Skaden og den graa Spurv, der findes i den mangfoldigste Overdrivelse og som "med Billighed ansees i Kornladerne endog ligesaa skadelig som Muus" . . . . .
     Capitel 21. Om Indretninger i Præstegjeldet. I § 175 siges om "Skole-Væsenet": Ifølge Kgl. allernaad. Forordning er i 1741 grundet og oprettet "en Fundatz" og 4 Skoleholdere antagne, som bestandig skulle læse i de 4 Fjerdinger. De fløtter med Skolen hver Uge Gaard fra Gaard. De Unge nyde saaledes om Aaret i hver Fjerding 3 Maaneders Lærdom og Undervisning og Skolemestrene faar paa hver Gaard sin sømmelige Kost og Underholdning. Denne Indretning fortjener derfor sin billige Berømmelse. Ogsaa "FattigVæsenets" Indretning saaledes, at fiver Fattig har sin Lægd paa en eller flere Gaarder, hvor han nyder sin nødtørftige "Forflegning" var en priselig Foranstaltning, indtil for nogen Tid, da de «omløbende" Betlere fripostigen indfinde sig fra adskillige Kanter og løbende fra et Sogn til et andet frembringe Uorden og skadelig Uskik; thi "hvis Bøide-Vægtere vare i alle Sogner beskikkede og bortføisede de fremmede af Bøiden, kunde Bøidens Egne forblive uanfægtede og ukrænkelige udi sine egne Lægder".
     I § 189 siges: "Foruden de tidligere benævnte skyldsatte Gaarde (99 fulde, 49 halve, 47 Fjerdings el. øde Gaarde med 230 Husmands-Pladse, som udreder 64 Dragoner og 80 Soldater) findes her i Sognet en eneste adelig priviligeret Sæde-

Slutt s. 225

Gaard Gulloug, som i Aaret 1505 d. 20. juli af høilovelig Hukommelse Kong Hans ("Johannes" 1483-1513) blev frigiven til den daværende Eier Niels Svendsen, der tillige blev adlet og givet det Navn "Tordenstierne" (o.s.v. som tidligere omtalt). Gaardens Huuse og Bygninger ere alle af Træ. Hovedbygningen er rar (af sjeldent Udseende), saavel af det usædvanlige store og lange Tømmer, som bestaar af saadan Længde og Tykkelse, at hvis mannd vilde opføre en Bygning af lige svært Tømmer, vilde den uden Tvivl blive ligesaa kostbar som Grund-Muur²⁶³, som og af sin Ælde, da den er bygt i Aaret 1568, efterat denne Gaard (med flere) af Fienden var afbrændt²⁶⁴, Under Gaarden ligger viidstrakte skiønne Agre og Enge, liden Skov, efterdi Swendskerne dem brændede og huuserede ned, men gode Laxefiskerier. "Formedelst Drammens Fiord, som den ligger ved og den fri Udsigt til Drammens Byer og ellers rundt om, er Gaarden paa et smukt og behageligt Sted beliggende".
    Capitel 22 (sidste Capitel) om Folket, Leve-Maaden, Nærings-Midler og Udgifter siges i § 192, at da Byen Bragnæs er dette Præstegjeld saa nær beliggende, saa begribes lettelig, at Bondens (Liungens) Levemaade er bleven mere paa Kjøbstad end Bondeviis indrettet; den gamle høisttienlige Tarvelighed har længe været i Aftagende²⁶⁵, dog ikke saa kjendelig som i den senere Tid saavel med Hensyn til Levemaade, Klædedragt, Huser og Bygninger med Indretninger og Meubler; Misbrug of Brændevin er stegen til en høi Grad, men derpaa har Kongelig allernaadigst Forordning gjort en mærkelig og ønskelig Virkning. Ønskelig var det, at saadant Afhold maatte vedvare bestandig, da vel ingen vil misunde dem undertiden til Maadelighed at drikke den nu overalt, endog her blandt Bønder, bekjendte Pounch (sic). I § 197 tales om de Midler, ved hvilke Liungerne skaffer sig Penge: Endel har endnu Skove, hvoraf de aarlige uddrive Bielker og Brænde-Vehd, som til Dramens Borgere forselges, ligesaa til Kul, som leveres til Dikemarks Jern Værk og til det Jarlsbergske Sølvhaltige Bly Værk. Den

Slutt s. 226

største Del, som har ringe Tilgang til Skov, søger at erhverve det Fornødne ved Kjørseler af Bord, som DrammensKjøbmændene lader føre til sin By og derfra om Vinteren udkiøre til Lade-Stedet Svelvigen. Saa falder og nogen Drift eller Kiørsel af Steen fra Marmorbruddet i Annexet Tranbye, hvor en Marmor Rude paa adskillige Gaarde "i Aaret 1744 har ladet sig tilsyne" (marmor variegatum stratosum: hvidblaa med adskillige andre stribeviis fordeelte Farver). Men da Betalin"Trafique" for det meste forud er optaget "saa er denne Fordel mere maadelig end man kan forestille sig". Naar de aarlige tvungne Udgifter til Tienden, Lækter-Vehdens Fremdrivelse til Kongsberg Sølvværk, som paaligger og Tieneste-Folkenes Løn tilregnes, saa maa man undre sig, "hvorledes en Opsidder med sine Indtægter kan holde Lige Vægt med sine paaliggende Udgifter". Saa er det sluttelig en Slags statistisk Tabel, hvoraf blandt Andet fremgaar, at i Aaret 1722 (da den store nordiske Krig (1700-1720/21) sluttede og Soldaterne kom hjem) var der i Lier af 85 formedelst dem "Fødde" ikke mindre end 14 Uægte: en ganske vakker Procent ("Usædeligheds Procent").
       Om Gullaug, dets Bygninger, særligt "Riddersahlen" siges Følgende:
"Gullaug ude paa Næsset ved Drammensfjorden, sidste Gaard i Syd Lier mod Røken er bekrandset af Fjordens Vover, Aaserne omkring fortoner sig i svagt bølgende Linier med lidt Sneeglitter fra de Blaaner langt mod Vest, og strækker de lange skjøntformede, bølgelignende Strande sig sydover langt forbi Lahelle. Den ligger aldeles afsondret, rent for sig selfver, afsperret fra Omverdenen, ingen Vei fører forbi Ejendommen, den er en Perle for en Jorddrot med Forstaaelse, et Tusculum for Eensomhed og Roe". . . .
"     Paa Gullaug er der en udaff sin Figure Form ligerviis som et umaadeligt Hierte mærkelig stor Steen ved Stranden. Lidt høiere op ved Sydvest-Siden af Haugen, nogle Skridt fra Sidebygningen (den røde Fløi) er der et endnu mærkeligere Unicum - en stor Kjæmpehaug. Haugens

Slutt s. 227

Top krandses af Graner, og en teen Kjæmpe Birk kroner dens Top. Der er ogsaa en mindre lignende Haug lidt længere nede mod Siøen. "Der menes twende VikingeKjæmper att være grafflaggde". Hovedbygningen var tidligere "udi twende Stokwerk", en temmelig Lang Bygning med Gavlene omtrent Nord Syd. I underste Stokverk var Beboelsesrum med bred Svalgang foran. Over begge disse gik i hele Bygningens Længde den meget store "Riddersahl" med en Række "Vindøyer mod den schiØnne blaae Fiords Vande". Der vat der fordum lange Borde og (tidligere) gammeldagse Bænke, "sednere Rococco-Stohle og udi et Hiørne et lakeret Skab udi Sort og Sølv forziiret och med udskaaret Schenktisch och en kjæmpestor gambel Ege-Stohl med Offuer-Tagg (Himling) ligerviis som "een Throne Stohl". Der var Nischer och Feldter "med Ridder-Figurer och Skaffelser" udi, særligt udi Østvæggen. I Nordvæggen var der "dend Kiempediggre Peisz eller Kamine (sic) och udi Syd gavlen eet Waffen-Kamber" (sic) - Vaabenkammer - med "twende Breffgjemmer udi", men i senere Tid adskildt ved en SkydedØr. I Vaabenkammeret var der lige til Salens Nedrivelse (1843) mange gammeldagse Vaaben (baade Hugg- og Skyde-Vaaben fra GrØnvold-Tiden) og tillige en Tidlang der opstillet en næsten hel RidderRustning (fra Tordenstierne-Tiden). Over flere af disse Nischer og Feldter var malet Slægts-Vaaben, baade "de Tordenstiernes och med dem indgifftuede (sic) adelige Ætters". Øverst prangede "udi een stor Figure Skaffuelse" de Tordenstiernes aff Sølv och Sort twedeelte Stierne med 3 Odder udi Sølvfeldtet, men med twende udi Sortfeldtet, Offer dend Sølverne Hielm een Stierne som udi Schioldet mellem Sølv och Sort deelte saakaldetz "Wesselhorn". (Widderhorn, Vædderhorn).
     I mindre Forhold fremtraadte de indgiftede Slægters Vaaben:
"Der war Calips Slægtens twedelte Vaaben aff Roedt og Sølw". I det første Feldt "en springendis huid Hiort udi Roedt och udi andet: halffve blaae Lillier jæffnsides med

Slutt s. 228

en halffver blaae Hiort" (saalunde som det siuntes udi Sigillum aff Norges Riges Kantzler²⁶⁶ Hr. Oluff Calips udi 1500 Tallet).
      Der war "det Maaneschiolds Vaaben, huori de trende gyldne Halff-Maaner schiennetz nedoffver udfra dend azureblaae Himmel, effterdi Feldtet udi Blaat war med en gylden Hielm deroffenpaa" (Uradel).
     Der "war de uradelige Mylting'ers twende roede Wesselhorn offver en roed Bielke udi Sølverne Feldt och twende Sølw-Wesselhorn, huer belaggt med een roed Bielke".
      Ovenover et før udekoreret Vægfeldt var - efter Oberstlieutenant Fridrich Martinus v. Grønwolds Overtagelse af Sædegaarden, formentlig af hans Søn Capitaine Christen Martin, som var en god "Carten Tegner och Tegn Maler" - "afskildret" en Forening af det Orningske og Reichweinske Vaaben. I det øverste tverdelte Feldt bølgede de tre blaa Orningske Strømme (Bølger) frem gjennem det blodrøde Feldt, medens i det nederste "den Reichweinske gyldne pantzrede Arm, strakt frem fra en Tordenskye, holdt "dend Viindrue-Klasse" i dend pantzer-handtskuede Næffue", alt udi blaat Feldt. Ovenpaa Ridder-Hielmen hang fra 7 lange Landser de 7 Orningske Fahner ned, i Midten den store Ridder-Fahne "udi Blaat", derefter affvexlende i Rødt og Blaat de 6 andre Rytter-Fahner. Dette Vaaben syntes Alle tog sig bedst ud ligesom ogsaa det udfyldte et Savn. Ligeledes var der fra omtrent samme Tid, ligerviis over et tidligere udekoreret Vægfeldt, paa en mere beskeden Plads nærmest den store "Kamine" malet det tyske (baltiske) "von Grunwald'ske Vaaben" efter et gammelt Sigillum i Slægten. Det var "sehr prachtvoller"²⁶⁷ og havde i sin Tid taget sig meget anzeelicher ud. Men nu var der kun tilbage "rudis indigestaque moles (det rene Virvar) som ingen Forestilling kunde give om dets fordums "Glantz", desformedelst, at der en Vinterdag udi Slutten of 1700 Tallet, da Salen skulde opvarmes, var af den gamle Tordenstierne Indlægs-Qvind optændt et sligt mægtigt Baal udi Kaminen, att Gnista føik plent paa Sjellerie' aa afreide' de' saalesjens,

Slutt s. 229

at de' inte meire var nyttanes'n. Og der var ikke senere gjort noget Forsøg paa at "reconstruere och renovere det Wappenfelt".
     Denne store Sal tog sig paa Festdage - naar de mange i Væggene anbragte Lampetter (Candelabre) og den fra Taget nedhængende meget gamle og "effuentyrlig-snurrige", noget groteske, af Tin og Messing legerede, "Lyskrandtz" (Lysekrone) straalede "feierlich" op - særdeles stilfuldt, "standtzmæssigt" og overmaade dekorativt ud. "Oc mange ere de stadtzelige Herrer oc mange ere de høffviske, attractiffe oc høibaarne Qvinder, som i Løbet af henved tre Aarhundreder nafnlig udi Frue Maren Myltings HerrschaftsDage har traadt de gamle ziirlige stimmungsvolle Dandtze paa dens Dielen (Tillier)".
      Fru Justine Cathrine Reichwein, Dragoncapitaine Fridr. Chr. Grønwalds Enke (min Tipoldemor) skriver:
"Min schmucke, ziirlige och - ach! - udi sin Ungdoms schiøne Blomstertiid saa hasteligen och bratt affgangne Svigerske, den vornehme Fru Christine Tordenstierne, som med min Mands Bruder Haagen Otte Grønwald, dengang Corvette (sednere Capitaine) ved Dragonerne, gifft war, har niederskreffuen denne Beretning (Ballade) om en Festlighed paa Gullaug, dens Riddersahl, hvilken Fortælling hun haffte af sin Vater hans Vaters Vater, som tilstede war, ock erklærede han, at det war det største Gjæstebud, huorsom paa Gullaug været haffte: ock ich tillægger, at saadanner (sic) ey heller severe will holden bliffe". Hun (Christine) skriffuer:
    "Det var da den høybyrdige, uradelige, stormæcktige, fröhliche och ferme Frue Maren Mylting var Husfrue paa Gullug gamble Adelssæde och der "schaltet och waltet", att den Høst var mange of hendes Slægt der fra Dannemarcks Landt. Deriblandt var en anseeliger Mandt med stor Wandt Commando (sic) (Commando Zum Wasser høi Søofficer), huilcken meget udi fremmede Lande reyst haffte, och hand udi Dantz, Skuekonnst (Skuespilkunst) och Mummenschantzerier (Masquerader) forfahren war, och

Slutt s. 230

hand amusirede med att sætte om och darstelle en dansk Riddervise med Fixfaxerier och alleslags Galanterier udi Dantze-Lege och Tures (sic) att føre ud til Fløyters och Gigers Liud och tillige aff Siungen aff den Ridder-Vises flerfoldige Wers. Ock dend Riddervise, dens Omqvæde var paa det norske Sprog saaledes høffveligen omstillitz och omsattz saalunde:

«Och Dantzen gik gjennem Riddersahlen Med Møer fra Dannemarck, Bragnaes och Lierdalen".

    Men den sidste och pompösiche och gloriösiche Dantztour war ligerviis att ligne med dend Dantz, huorsom udi Scottlandt "Sværdt-Dantzen" benæffnes. Och ginge den sig fore saalunde: "De dantzende Sieurs eller Caballeros stifle sig op, two och two med deres Aasiunner mod huerandre dend hele Række nedoffver, huorsom att de danne ligerviis en smalle Vey eller Stie och udtrække de sine Kaarder oder Epeer and Glavind och holde disse krydtzviis offuer deres Hoffueder, saalunde att de danne ligerviis som een Spidtz-Bue udaff Staael offuer dend Stie. Och deden gingede dantzende Damer ind fra dend niederst Ende aff dend Staael-Vey: een effter een och med huer deres høyere Haandt paa den foranskriidendis Dames Schullder och stoltzere de langsommeligen och meget høytidsfulde under det Staael Tagg. Ved dends Ud Gang samles de udi en Rund Kreetz och dereffter opløser sig dend Staael Veye och Caballeros danne en større Ring omkring dend DameKreetz och dennem hilse med de dragne Kaarder foran deres Aaziun. Den schiønneste och anseeligste blandt Qvinderne burde immer vælges til at føre an; thi benæffnes hun for "Sværd-Dronningen", och war det dend Aften udi Riddersahlen paa Gullug een (sic) adorable Adelsdame af dend Old-Adel Maanschiold aff Wese udi det Lehn Baahuus". "Och" - tilføier Fru Justine - "war der derom en Ba11ade, hvorhos bleff och sednere en Qvinde udaff samme Slægt nafnlig Margrethe Maaneschiold af Wese copuleret med min Farbroder den tappfre Krieger Hr. Capitaine Hans

Slutt s. 231

Henrik de Reichwein, som tillige en lærd Mand war, och udi eet stort Feldtschlackt udi dend store spanische och französische Krieg bleff hand falden". (1712).
    Der meddeles her et Forsøg paa at reconstruere et Brudstykke af den nævnte, men "taphte" (bortkomne) Ballade om en Fest paa Gullaug i Fru Maren Myltings Tid, hvorved Sværd-Dansen første Gang blev opført, ialfald paa de Kanter. Fru Maren af de Myltingers urgamle danske Adel var gift med Herremanden (en Tordenstierne) og førte paa Gullaug et særligt afeierlicht Liff och Regimente", "huffsaarsag den goede Vermoegen zurück geht", og maatte Stykker af Sædegaarden afhændes (Nordre Gullaug?).
    Visen var maaske laget eller ialfald "gjemt udi Sindet" (og nedtegnet) "efter en tilstedeværende Forfaders Fortælling" af Christine Tordenstierne til Steenshorne († 1713) som havde været gift med Dragoncapt. Haagen Otte Grønwald ("Haagen-Skakke"). Balladen selv var allerede bortkommen strax efter hendes Død. Men "war den erinnerungsund bruchstiick weisen, kun vocabularisk (glosemæssig), optegnet af Svigerinden (min Tipoldemor Fru Justine Cathr. v. Reichwein, gift med Dragoncapt. Fridr. Chr. Grønwald) i hendes sære Blandingssprog. Om der har været flere Vers vides ikke. Der var ialfald ikke Gloser nok til at kunne opkonstruere mere end de følgende tre. Jeg er ikke ansvarlig for andet end den maaske defecte Vises "Sammensætning", som forøvrigt har forvoldt meget Besvær og Stræv, da det har været mig magtpaaliggende at bruge de optegnede Gloser i sin Originalitet og jeg ingen Forandring hverken ønsket eller turde vove med saadanne "sacrosancte Hinterlassenschafter". I Noter gir jeg delvis Oplysninger om Fruerne Christine Tordenstiernes og Justine v. Reichweins formentlige henholdsvise «Anparter m. H. t. Gloser og enkelte Stropher". Angaaende Balladens Melodi staar kun, "at den siungitz bleff effter en gambel Ridden,` viise-Melodie".

Slutt s. 232

Ballade om en Darstellung
aff Schwert Dandtzen paa dend Sædesgaard Gullu (sic).
1.
I Riddersahlen er atter Fest,
Der spørges will offver Lieder¹;
Thi Maren Mylting en Frue est
Vor (for) de Beslemaner² -Tiider!
Fru Maren sidder i Himlings-Stohl³
Med guldomsnoet⁴ Pande,
Des Aaziun schimmert som en Soel ;
Det maatte de Giester sande!
2.
Den gamble Lyskrandtz kaster Schiin
Paa krydtzendis Sverd, att de luer,
Oc ædle Damer stolzeritz derind,
Alt undter de Staalets Buer!
Und frölich pfeifen⁵ de Giger opz⁶
Till Oboe-Fløyters Sams-Toning⁷,
Oc Schwerter heffues høyt till Topps
Fur deris kaarede⁹ Droning⁸.
3.
Men stundom udi flerhundred' Aar,
Naar Fuldmaane schinner i Sahlen:
"De Tause" klædtz sich i Liffvets Kaar,
Oc leege de "Dandtzen paa Valen".
Oc Maren Mylting i sin Stohl
Med snoet Guld om Panden Ey mer'
sie schimmert wie ein Soel¹⁰
Men dødbleg paa Afgrundtz Randen¹¹.

1 Lierdalen.
2 Beslemaner (spansk): "Høviske Complimenter mod Damer".
3 En Slags Thronstol, indført fra Danmark.
4 En Kiede udaff det pure Guld snoet om Panden.
5 Pfeifen = huiner.
6 Hele Strophen altsaa ogsaa den "snaalep Skrivemaade of Fræpositionen op («opz») - formentlig en tysk Ord Form - som "vor" og "für" for at skjelne mellem de forskjellige Betydninger af vort "vermengende einerleie" "for" maa tilskrives Fru Justine Cathr. v. Reichwein Grønwalds.
7 og 8 "Toning" og "Droning" (Dronning) det sidste vel "for Rimets Skyld" - tilskrives rettelig Fru Christine Tordenstierne.
9 Den Aften var en af Tordenstierne Ætten: Jomfru (Kirsten?) Maaneschiold af Wese udraabitz til «Suerd-Drotning".
10 Hele Strophen er af Fru Justine Cathrine v. Reichwein.
11 Ifølge den catholske Lære og Tro, at Gjengangere vare fortabte Sjæle

Slutt s. 233

     Dog ogsaa i Hverdagslivet var den (Riddersahlen) om Sommeren i stadigt Brug, efterdi den netop da var et behageligt Tilholdssted ved sin 5valhed mod Dagens trykkende Varme, maaske allerede i Tordenstiernernes Tid, men iallefald hen i Grønvold-Tiden.
    Men Stuerne og Kamrene nedenunder i Hovedbygningen var uhensigtsmæssig arrangerte; de var ordnede omkring "ligerviis et stort Langkors" med særskilt Indgang fra Gangene til hvert Rum. Der var 6 Rum: ”Storstue" (Salen), ”Dagligstue”, ”Kammeret”, ”Sengkammeret”, "Capitainens Kamber", og det særdelis store Kiøken med rummeligt Fadebuur". Udi Sidefløyen, (Rødfløien), som stod igjen efter Svenskernes Ildebrand udi Sjuaarskrigen: "Rødkammeret", "Blaakammeret", samt et "stort Rum deroffenpaa", ialt 9 Rum til "Herskaffet selver". "Udi dend Rødfløy war ocksaa Drenge-Kambrene offenpaa det store Bryggehuus med Arns Ilde" paa "vinstre Side aff dend store Rødport ud imod den Ziirhauge".
     Udenfor Storstuen var Svalegangen, som meget brugtes om Sommeren; den kunde lukkes "och huor war der atsjilligue (sic) Møbblere (sic) hvorlunde en prægtiger Draggkieste af Eegetræe och en stor och bred Schiænkk". (Udsagn af den gamble Tordenstierne Qvind, som "forefandtes" paa Gullu efter Tordenstierne-Tiden, til Tante Lisa). En Eiendommelighed var, at der i hvert af disse 9 Rum og selv i "det store Kiøkenn – ”Storstuen dock undtagende” - hang i Grønvold Tiden et och andet Vaaben, mest ”SkyderWaffen", ja endoch i ”dend Daglige Stue": der hang nemlig Husherrens (her Oberstlieutenantens) bedste Jagtgevær for ”dennem næmt ved Haanden att haffue”.
    Onkel Arild (Majorens 2den Søn), siden 1830-Aarene Gaardens Eier, var en praktisk grei Mand. Han havde seet sig daglig lei af Rummenes Uhensigtsmæssighed, og da Pietetshensyn ikke veiede stort for ham, vilde han i Længden ikke finde sig i Ulemperne; i 1843 omkalfatrede han Bygningen omtrent fra ”Grund til Møne" - til stor Sorg for flere af sine Syskende - særligt Tante Lisa. Han rev den

Slutt s. 234

stilfulde, minderige Riddersal totalt ned og omdannede den til "et sværanes" Loft og ordnede de 5 Rum nedenunder (undtagen det store Kjøkken og Fadebuur) mere sammenhængende tidsmæssige, hvormed det første Stokverk vandt betydeligt med Hensyn til Bekvemhed, Rumstørrelse (der blev bl. Andet en meget stilfuld Stor-Sal med henrivende Udsigt mod Fjorden) og Lunhed og en stor, næsten elegant Entree. Svalgangen tog han selvfølgelig rent væk. Det blev et ganske nyt Hus, rigtignok mere bekvemt, men i det Ydre ialfald - mindre, ligesom trykket og lidet stilfuldt; det var ligesom bleven lemlæstet, og Syskende og Omgangsvenner kjendte sig i Begyndelsen aldeles fremmede i dette omkalfatrede Hus, der nu tog sig ud kun som et almindeligt ”noksaa pent”, lidet Vaaningshus paa Landet mod det stilfulde Ridder- og Herskabshus, det før havde i sær Grad givet Indtryk af²⁶⁸.
     Men den i ret Vinkel med Hovedbygningens sydlige Hjørne staaende 5idefløi i "twende Stockverk" (den røde Fløy)²⁶⁹ blev dog aldeles urørt. Den var ved en stor næsten herskabelig Portaabning, som førte ud til "Ziir-Haugen", afdelt i tvende Dele. Tilhøire for Porten nærmest Hovedbygningen var der i nederste Stokverk tvende mindre Stuer ("Hofjunkerens Rum"), hvor den sidste Gullaug-Tordenstierne, Auden Nielssøn, havde henvegiteret sin sidste sørgelige Tilværelse i dybeste Afsondrethed fra Omgivelserne og Verden. Paa den modsatte Side var der et mægtigt Bryggerhus med Redskabsbod ved Siden og over disse i 2det Stokværk var 3de større Rum, hvoraf to var til Tjenerne (og der var ikke faa af dem paa Gullaug); det 3die var et meget hyggeligt temmelig stort Kammer for et tilfældigt Besøg af en ikke altfor celeber Person; Onkel Arild brugte`det selv meget om Sommeren til Soverum, da det var saa koseligt og kjøligt. Over Hofjunker Stuerne var Rummet derimod nu kun et større Loft, hvortil ingen Adgang længere førte. Da den daværende Eier i 1880 Aarene rev denne Sidefløi ned, fandt man der, støttet op til Loftsbielken lige ved Laftsgluggen, en næsten 2 Meter Lang Harpe af meget

Slutt s. 235

gammeldags Construktion (den er nu i Drammens Musæum)²⁷⁰. Dette forklarer de sælsomme, ofte saa himmelskskjønne Toner, jeg i mine Guttedage hørte lyde over mit Hode, naar jeg paa Gullaug laa i «Tordenstierne-Sengen» i Hofjunkerens eget Rum (mit Værelse paa Gullaug, «da jeg var Odelsmanden») særligt ved Høsttider. Jeg spurgte engang Tante Sina (Husstyrersken paa Gullaug) hvorfra disse Lyde kunde komme, men hun, som var noksaa barsk og skeptisk og gjerne vilde hindre, at der føiedes ny Mystik til Gullaug, hvor hun syntes der kunde være nok iforveien, affeiede mig kort med den Forklaring, at det formodentlig var en Streng, som en af Gutterne havde behaget at anbringe paa Taget (Æolusharpe). Denne Tonestrøm skrev sig altsaa fra en virkelig (og det "særdeles eiendommelig") Harpe, hvis Strenge Vesten Vinden af og til satte i Bevægelse. Det var selvfølgelig den Harpe, som den "gale" Tordenstierne saa ofte skulde ha' rørt; han var nok meget "musikalisque" (sic) og ofte "siddet hand udi Maanens Schiin och legede med den Harpes Strenge och udskiungede sine sørgmodige Tancker om sin forspildte och taffte (sic) Elskoff och sit ryggesløse Liff och Leffnedz" . . . "huorsom hand och ofte quædede de sørgsommelig-lystige (sic) Viser om de mange adorables amours, ham paatruffitz udi den Glædens Stadt det plaisante Paris, men visseligen ey til hands egen Avantage".
     I Riddersalen, hvorhen Faa eller Ingen turde gaa op om Natten (førend Majorens Sønner brød Fortryllelsen), opførte Skyggerne fra hin Side Graven de mest dramatiske Scener. Saaledes kunde i klare Høstnætter, helst i straalende Maaneskin, en synsk Person faa Lykke (eller Ulykke) til at blive Vidne til Tvekampen mellem de tvende røde Officerer - to Fættere af Grønvold-Slægten - med Masker for Ansigtet. De kjæmper i Duel paa Liv og Død og gjennemborer, tilslut hinanden gjensidig, medens den høie hvide Dame staar nær og fortvivlet vrider sine Hænder. (Dette av vrøvlet Stuepike skvalder opstaaede Sagn (Løgn-Sagn) vil senere bli udførligt omtalt og berigtiget).

Slutt s. 236

I mørke Vinternætter kunde det pludseligt lyse stærkt op i Salen ligesom af brændende Faklers Skin. Dette Flammeskin havde baade i tidligere Tider og senere varslet f.Ex. ved ”Majorens” bratte Død - og, forsikrede Lars, det skulde ha' gjentat sig fra Tid til anden, naar nogen i Slægten døde (heist ved Ulykkeshændelse). Af og til hørte saa det ene saa det andet af Slægtens Medlemmer jerntunge, sporeklirrende Trin ud fra Vaabenkammeret hele Riddersalen udigjennem. Det var Ridderen (den ældste Tordenstierne) som steget op af Gullaugs Gravkapel, hvor han hvilte, havde fyldt sin Rustning "fra Hielmkrandtz til Foed" og nu vilde ud, ud for atter gaa i Leding med Kong Hans mod Sverrige. Det spaaede altid Ondt for Slægten.
Til denne Ridderrustning knytter sig ogsaa en desværre kun altfor virkelig og sørgelig Begivenhed. Den forefaldt i Slutningen af 1700-Tallet. En ung Tjenestegut paa Gaarden skulde gjøre sig til for at vise sig som "Kar" for en af Pigerne, han "havde slik sværannes Hu' (Hug) tell". Han svor paa, at han paa Slaget 12 om Natta skulde gaa op igjennem hele Riddersalen ind i Vaabenkammeret og med en Hammer "klinke" Ridderen paa Jernhatten (Hjelmen), saa det klang ud til de øvrige Tjenere, som ventede i Haven nedenfor Vinduerne. Saa blev gjort, Klangen 1ød, men saa hørtes et forfærdeligt, næsten ikke menneskeligt, Skrig, saa - et Fald ligesom af ramlende Jern, og saa blev alt stille. Under Vaabenkammeret var Herskabets Soveværelse. Der laa Fruen (Meddelerens Oldemor) og hendes to Døtre: de for skræmte op. Gaardens Eier, den gamle kjæmpestore Oberstløitnant Friedrich Martinus v. Grønwold, der som yngre Officer under Felttoget i Holsten i 1758-1762 havde vist, "at han icke schræmmidis for Noget", var med sine to yngste Sønner (Officerer) paa en jagttur; der var ikke andre Mandfolk paa Gaarden end nogle Tjenere, og ingen af dem turde gaa op i Salen, selv ikke den gamle Vice Korporal Rustad²⁷¹, som havde været med Oberstl. i Holstener-Felttoget og "den Tia", efter eget siigende lagt "slikt utrulig Mot as Manddom tilsjune udi

Slutt s. 237

Kria». Da nu Ingen af Tjenerskabet turde vaage sig, tog den ene af Døtrene, Tante Rosing, en meget modig Dame (hun var gift og netop paa Gullaug i Besøg) Fruen, "som ikke lickte sig" og den koldsindige Søsteren med sig op i Salen. De fandt Gutten liggende bevidstløs under Ridderrustningen, som var falden ovenpaa ham. Ved Faldet var Læderremmene, som bandt Rustningens Dele sammen, sprængte, og flere Stykker sprædte ud over Salens Gulv. Et Søm i Hjelmen eller Kanten af samme var trængt ind i Guttens Hoved og havde saaret ham haardt. Men "det Rare", "det Mystiske", "det Uforklarlige" var, at Ridderrustningen og Gutten laa langt fra Vaabenkammeret næsten midt ude i den store Riddersal. Siden den Tid var den før saa blomstrende Unggut en halv sindssvag, kraftløs, ikke arbeidsfør Raring, som til sin Dødsdag spiste Naadsensbrød paa Gaarden og drog sig sky omkring i Krogene.
Noget over Midten af 1700 Tallet (formentlig 1759) kom, den sidste Gullaug Tordenstierne Hofjunker²⁷² Ouden Nilssøn Tordenstierne efter et længere og bevæget Kjøbenhavner- og Pariserliv tilbage til Gullaug og sin ensomme gamle Mor, som var Enke. Han - som nu var bleven en ren Særling, en Raring, en "Enstøring" - indesluttede sig med en Tjener i de tvende Rum i Sidefløien: Rødkammeret og Blaakammeret. De var mindre og meget mørke Rum med hver sit Vindue, hvor Lyset havde Vanskelighed for at trænge ind gjennem de smaa blyindfattede Flaskebundsruder; de tætte Lindetræer og den vældige "Kiempe-Colline" (Haug) udenfor Rødkammerets Vindu mod Havens Vestside forøgede Dunkelheden ofte til det rene Tusmørke. Hofjunkeren lod sig aldrig se om Dagen af Nogen uden af Tjeneren, og det sagdes: heller ikke of Moderen uden med Maske for det - som man vel medrette mente - herjede Ansigt. Den daglige Kost modtog Tjeneren gjennem en firkantet Aabning i Døren med Skydebom indenfra. Om Aftenen og Natten vankede Junkeren med sin sorte Maske og i sin mørke Kappe ledsaget af Tjeneren i sin Burnus hvileløs om i den store deilige gamle Have og

Slutt s. 238

langs de vakre Strande. Saaledes henlevede han sit sørgelige og ødelagte Liv. Da Tjeneren mærkelig nok var en Neger (eller maaske snarere Mulat) i Folkemunde en «Tryntørk» of hvilken Menneskerace der vel vanskelig nogensinde har været seet noget Exemplar i Lier stod der stor Stygge i Bygden over disse sælsomme og uhyggelige "Sonderlinger" og over den Gaard, hvor deres sære Liv førtes, og dog laa Gaarden saa afsides fra Alfarvei og saa alene for sig selv som vel muligt. Efter Sagnet døde Hofjunkeren²⁷³ i Rødkammeret i en stor ældgammel Omhængsseng (hvori ogsaa efter Sagnet «Ridderen» henimod Midten af 1500 Tallet var hensovet). Tjeneren forlod Landet, men døde snart efter. Naturligvis gik disse to "Svartestygger" igjen, og Sagnet havde travelt med rent uhyggelige Fortællinger om deres Dødninge Færd "udi Gullaugs allerskiønneste Ziir Hauge".
    Jeg har Fortællingen fra min oftnævnte hukommelses stærke Faster Tante Lisa, som i høieste Grad interesserede sig for al Slægts Tradition. Hun, som var født i 1797, fortalte, at i hendes Barndom (ca. 1807-10) levede fremdeles paa Gaarden et noget før Midten af 1700 (ca. 1742) født gammelt kvindeligt Tyende, som var et Slags Arvegods I,
fra Tordenstiernerne. Hun var blit igjen paa Gullaug fra "Tordenstierne-Tiden" og var en levende Huskrønike. Den da ca. 68 Aarige gamle Qvind var som Framslænge kommen i Tjeneste paa Gullaug, medens Hofjunkeren endnu "som levende Lig" vegeterede og stolprede omkring der ca. 1760 Aarene (1758/59-65). Nysgjerrig og dristig som hun var, havde hun vovet en Senaften at snige sig ud i «Hagan», hvortil Adgangen ellers - ved de Tider - var strengeligen forbudt og havde fra sit Skjul udspeidet ade to Svarte», der de som «Nattens Skyggero vankede om i "Hagan og Stranna" "me' utrulie Koklementer" til det "tok til at lysne aat Da'en". Hun «fortælte" tillige: «Ei tili Agust Morra hadde hu Netta, Kjerrin'a tell 'n Syver Husman' paa Berje, hat den Minste me' sei i et Snarærin' oppe paa Ga'len; hu' hadde sat "Vesla" fra sei uti Røpo'ten før

Slutt s. 239

atte a' skulle roa sei me as glane paa alle de vakre Blomstera uti Hagan, maatru. Men ret saa de' va'l, satte hu Vesla i et bæljanes Ilskrik for a' hadde set Junkern aa den svarte Tryntørken has, maatru, som hadde sinka sei i Stranna, staake op åt Allén. Hu Vesla smaatuta as ga' sei aa kunne itte holle Vanne sit tebars heile Da'en att, desformels Skræmslen to de' ofyselie aa okrestelie Sjaa ta demses Fortapelsens Aasjun, maatru!»
    Meddeleren, som var Slægtens sidste Odelsmand til Gullaug, havde som Skolegut paa Drammens Latinskole i 1847-55 Aarene mit Stade i Hofjunkerens eget Rum (Rødkammeret) under mine hyppige Søndags- og Feriebesøg paa Gullaug og sov i den svære rummelige TordenstierneSengen med sit pompøse tunge Omhæng, som var prydet med de Tordenstierners Vaaben («sorte og sølverne» Stierner) i Miniatur indsyede paa mange Kanter i det mægtige Stof. Mere end een Gang har jeg, alene i denne Sidebygning, afsides, i Nattens - særligt i Høstnattens Mørke udstaaet Angest for at Hofjunkeren, som efter Sagnet var død i samme Seng (og hvor ogsaa «Ridderen» skulde ha' strakt sine Vaaben) kunde vetskræmme mig ved at lade sig tilsyne . . Og det skede, at han kom! Det er ved Midnatstimen en stormfuld Høstnat: Lindetræernes Grene daskede ind mod Blyruderne, medens Maanen af og til mellem ilende forrevne mørke Skyer kastet Straaler ligesom med «DødningeSkiin» ind i Kammeret gjennem de smaa grønne ældgamle Flaskebunds Glasruder - da aabenbarer Junkeren sig!
    Jeg er kommen ind i Rødkammeret for at gaa tilsengs, men har glemt at medtage Lys. Der er med engang et pludseligt Ophold i Uværet. Der er bleven en lydløs ligesom lurende Stilhed. Været «holder lissom Pusten» i ængstelig lyttende Forventning om at noget Oversandseligt skal finde Sted! Da dæmrer i det swage akavete²⁷⁴ Maanestreif frem for mit Syn en høi tynd Skikkelse i Dragt fra l700-Tallets Midte. Han har intet Ansigt, i dets Sted kun noget Ramsort (en Maske). Han staar pludselig ved Døren i en Stilling som om han fæstner Blikket i Retning of de bly-

Slutt s. 240

indfattede Ruder ud mod Havens Vestside. Han synes ey at «vøle» min Nærværelse, og det gav mig et Slags Mod til at holde mig i rolig iagttagende Forventning. Men hvad der tog mest paa mig var, at «Gespensten», han staar der og - «vrider, vrider sine Hænder i dybeste Qvide» og sukker tungt . . . aa saa haabløst tungt!
     Saa er han i et Nu «væk», og Uværet brød ud med forstærket Vælde og rullende mægtige Tordenbrag! Men Reaktionen kom, det blev en stem Midnat for mig.
     Men lad endda det passere, at mit Syn kunde være fremkaldt ved nervøs Hallucination (Synskvervning, Øienbedrag) og paavirket ved det vældige Uveirs Ilinger, saa kan vel saadan neppe forklare følgende mystisk fantastiske Foreteelse (Fügung): den Aabenbaring i Spukstundens Mystik, da den næsten 400 aarige historiske Gjenganger hjemsøgte min Bror, den senere afdøde Sjømand Lorentz Nicolay Reichwein, en ganske anderledes nervestærk og modig Gut, ogsaa en Midnatstime ved Høsttider i samme Kammer.
Nicolay Jigger i den svære Tordenstierne-Seng. Et Bord med tændt Lys, Vandkaraffel og Glas staar - lidt skakt- ved Sengen. Han puster Lyset ud og griber i det samme noget under Bordpladen omtrent i Høide med Sengkanten - i Bordbenet for at rette . . . Da lægger en iiskold svær, jernklædt Haand - ligesom de gamle Ridderes «pantzrede Neffuer» - sig over hans med et stærkt og sælsomt Greb: han skvætter «tilbars», medens en dyb, ru-ironisk, men dog ligesom godmodig Latter lyder dæmpet til ham som om den kom fra den fjerneste Krog af Loftet over Kammeret. Men Nicolays stærke Nerver udholdt denne middelaldersk-sælsomme Paakjending; snart roer og maker han sig godt i den rummelige Seng og sover sødelig ind med en kraftig Ungdoms ukuelige «fandenivoldske» Sorgløshed.
Han mente ellers - af hvad der senere indtraf at det maatte være Næven til den første Tordenstierne, Stamfaren, «Ridderen», som la sig fortrolig - manende over hans for at «varsle». Han var ogsaa nogen Tid efter

Slutt s. 241

i stor Livsfare: han greiede sig ved et raskt og særegent Kneb (Trick) med Næven, det var noget i Retning af Ridder Tordenstiernes Jerngreb²⁷⁵.
   Da Riddersalen blev revet sønder og sammen i 1843 og omkalfatret til «et sværanes» Loft, fandt man indenfor det almindelige Brevgjemme i Vaabenkammeret et godt skjult mindre saadant - et Slags hemmeligt Aflukke i Væggen. I det var der en Del «gamble, gulnede Scripturz» (sic) betitlet «Documentz och Breffskaffuer», mere og mindre paavirkede af Tidens Tand. Af et Brev fremgik det, at det med Hofjunkeren var den «ældgamble» Historie, som saa ofte gjentager sig: Hofjunkeren havde haft en stærk TilbØielighed udenfor sin Stand til en Gaardmandsdatter(Bondedatter) i Bygden eller Nabobygden Røgen (Røken) men havde maattet opgive sin Kjærlighed for Forældrenes²⁷⁶ Villie og Standens Krav. Saa døde Pigen en tidlig Død, og Hofjunkeren blev en svare Bonvivant og var i Aarrækker levende død; hinc i11æ lacrimæ (derfra disse Taarer, deri stak Ulykken)²⁷⁷
    Men om Ridderen (den første Tordenstierne) vil Sagnet a vide, at hans hele Hug skulde «som i Live saa og i Gjenfærds-Tiden» være vendt til Kamp mod Sverige. Derfor brød han stundom, helst i Maaneskinsnætter, ud af Vaabenkammeret, «huor hans Pantzer, Jarnhat og Suærd haffte sine Platze hafft» og «ginge udi heele oeh fullde Harnische fra Hielmcrantz til Sporer med hæffvet Glaffvind och med voldelige sporeklirrende Jernskridt drønnende Riddersahlen heelt igjennem»; han vil ud «at kriege for dend Ædeling Kong Hans mod de sledske Swenskere»!
     Det var ogsaa i Sverige at den Begivenhed foregik, som kunde bleven Nicolays Bane, men som efter hans Mening blev afværget ved Ridderens manende ligesom skjærmende veiledende Jerngreb.
Hverken Nicolay eller jeg fortalte vore Oplevelser til Nogen end ikke til Tante Lisa, som visselig vilde ha' været forstaaende. Vi var nemlig bange for, at det skulde komme vore Onkler og de andre Tanter, (især Tante Sina) for Øre,

Slutt s. 242

og vi vilde nødig udsætte os for deres ironiske Smilen og vantro Miner, men fornemlig for den barske og skeptiske Onkel Arilds grusomme, chicanøse Spot.
    Fra det Tragiske til det Hverdagslige er der ofte kun eet Skridt. I samme Brevgjemme, hvor man fandt Beretningen om Hofjunkerens Kjærlighedshistorie, laa et Dokument, som noksaa godt belyser Tidens økonomiske Forhold og Herskabets Behandling af "Tjenestefolka". Det var en Kontrakt fra Tiden nær 1700-Tallet, vistnok fra et af 1690Aarene; den angik Husmænds og Onnearbeideres Kosthold. Til Gullaug laa der flere meget rige Laxefiskerier og naturligvis blev Tjenere paa Godset, de ikke faa Husmænd, naar de var paa Arbeide der, og "Onnefolka" trakterede med Lax, som dengang var rigelig forhaanden og saaledes en billig Spise, i saadan Overflødighed, at de ækledes. Derfor maatte Herskabet (den sidste Tordenstiernes Bedsteforældre) i hin Contrakt gaa ind paa ikke at paatvinge sine Arbeidsfolk denne Spise mere end 3 Gange i Ugen. Der er vist ikke nogen Grund til at formode, at saadan Overenskomst hverken nu eller i Fremtiden maatte fornødiges, ialfald ikke paa de Kanter af Landet.
 

Jeg velger her å stoppe da det videre kun dreier seg om Grønvold-slekten.

Tilbake til første hovedsiden

 Besøk nr.