-         og dens danske moder

Af Terje Bolling

Summen af menneskelig kundskab og indsigt har aldrig været større end nu i år 2000. Vi har en enestående mulighed for at bruge denne kundskab til at skabe en fredelig verden, med demokrati, fred og fordragelighed. Men stærke kræfter i verdenssamfundet har baseret deres overdådige livsførelse på, at der skal være krig et eller andet sted, helst flere steder på én gang. Derfor kan det, der i et geografisk område er en konflikt, der løses med fredelige midler, i et andet område blive til en kamp på liv og død.  Og I, mine danske venner, har givet norske politikere inspiration til en krig, der i Oslo vil blive langvarig og brutal.

                      Lad mig understrege, at jeg ikke selv er graffiti-maler, og aldrig har været det. Jeg kan ikke tegne og male, og er desuden farveblind. Men jeg kan læse og skrive, og på engelsk hedder både graffiti-kunstnere og skribenter "writers", så jeg er involveret på min måde. Så i stedet for at rejse til Danmark og male på toge, gør jeg som en 41-årig bør, og jeg skriver en artikel om sagen. Jeg gør det mens det fremdeles er lovligt, for i Norge er Fremskridtspartiet i færd med at blive landets største parti, og dets mest brunskinnende elementer er at finde over alt i samfundslivet. De private vagtselskaber har tidoblet deres omsætning, og vi har fået et særligt Politidirektorat. Oslos tidligere politimester Willy Haugli har påpeget, at et rigspolitichefembede har vi ikke haft siden nazisten Jonas Lie havde stillingen under den kendte hærfører Adolf Hitler.

                      Norsk politi er kendt over hele Europa for at føre en rusmiddelpolitik, der er skabt af Ronald Regan. Politiforbundet, Lærerforbundet og Sygeplejeskeforeningen har fået fælles fagforening, og er blevet en vigtig magtfaktor i arbejds- og samfundslivet. Svenskerne har et voksende problem med nazistisk vold, mens der i Norge er en højre-ekstrem gruppe, der er i færd med at få regeringsmagten. Det er derfor med fare for mit liv og min frihed, at jeg skriver dette brev.  Jeg håber, det bliver læst.

                      Oslos politikere har indført en nul-tolerance-politik over for graffiti. Der er lavet en tipunkts handlingsplan mod graffiti, med elementer fra den danske "Stop Graffiti"-kampagne. Af handlingsplanen fremgår det, hvordan man skal udslette en ungdomskultur, graffiti-kulturen, ved systematisk at sammenblande graffiti-malernes visuelle udtryksform med kriminalitet såsom hærværk, vold og stoffmisbrug. Det første som skete var, at begrebet "graffiti" blev fjernet fra den officielle sprogbrug. Alt skal hedde tagging, med de negative associationer der medfører.

                      Det seneste eksempel på norsk propaganda-krigsførsel fik vi i Dagavisen, 21. september i år. Der har været en statistisk forøgelse af brande i skraldespande i Oslo i år, og dette tilskrives de forhadte taggere. Politiafdelingschef Finn Abrahamsen hævder at "akkurat som tagging er blevet 'in' i enkelte miljøer, kan det hænde at det at starte en brand også er blevet det" og opfordrer alle gode kræfter til at rapportere til Politiet, hvis de ser "unge med lightere". Som jeg påpeger i en artikel, som jeg har sendt til den norske presse, ville Brandvæsnets mest fornuftige udspil være at sige til de unge, at der er en himmelvid forskel på at have lyst til at dekorere en væg og så til at have lyst til at sætte ild i den.

                      Denne hade-kampagne er livsfarlig. Tagger-krigens far er fra New York. Kampagnemagerne påstår at hade-kampagnen har vist sig effektiv der. Ungdommen i New York går som bekendt ikke rundt med spraydåser længere. De bruger automatvåben i stedet.

                      Der er mange, der har økonomiske interesser i, at vi får en total kulturkrig i Oslo. Leverandørerne af vagt-tjenester og våben er blandt dem. Den norske Securitas-ledelse får udbetalt bonuser i hundrede-millioners-klassen for sin dramatiske omsætningsforøgelse. Det private amerikanske fængselssystem er i global ekspansion og er en milliard-industri. Der er også stærke kræfter i Politiet, der ønsker sig generel bevæbning. Politiet selv håber, at dette kan ske om fem til ti år. Problemet er, at vi i Norge har haft relativt få sager, hvor der har været behov for at betjentene var bevæbnede, og at erfaringerne fra Sverige ikke har været entydigt positive. Men i en krigssituation er der meget lettere at få accept til sådanne ekstreme tiltag.

                       En anden krigs-ophidser er det berygtede Oslo Sporveje, som har haft en ledende rolle i udarbejdelsen og gennemførelsen af Planen. Norske aviser er fulde af historier om ulovligheder begået af Oslo Sporvejes kontrollører og vægtere. For nyligt blev en passager frikendt for vold efter at være blevet brutalt og ulovligt pågrebet af billetkontrollører. Oslo Byret har fastslået at Sporvejenes brutale kontrolrutiner er ulovlige. Det er femte gang det sker. Politianmeldelser mod Oslo Sporveje bliver derimod konsekvent henlagt af Politiet, pga. "bevisets stilling." Direktøren for Oslo Sporveje har indrømmet over for norsk TV2, at der foreligger en hemmelig aftale med Politiet, som gør, at bedriften er sikret fuld arbejdsro. Nu skal der imidlertid blive orden i sagerne. Fra efteråret af får alle norske vagtmænd og kontrollører i uniform samme ret til magtanvendelse som Politiet har. Dette er spydspidsen i tagger-krigen i Oslo.

                      Så når I blide danskere glæder jer over de renvaskede facader i jeres fredelige land, så husk at denne kampagne ikke kunne tåle at blive adopteret af politidiktaturet i jeres naboland i nord.

TILBAKE TIL HOVEDINNGANGEN