|
|
Bokanmeldelsen er skrevet Arne Øland, formann i «Danmarks Krigsbørnforbund», og står i medlemsbladet «Rødder» nr. 2/2002 |
Det Norske Samlaget, Oslo 2002 Den norske historiker Baard H. Borge har på baggrund af flere hundrede interview med norske NS-børn (dvs. børn hvis forældre var nationalsocialister under krigen) udgivet en velskrevet bog om disse børns historie. Det drejer sig om mentalitetshistorie, hvor hovedkilderne er aviser, erindringer og beretninger fra nulevende personer, altså begivenheder hvis spor er næsten lige så efemeriske som bækkens bobler, hvorfor foretagendet alene af denne grund er beundringsværdigt. At forvandle spørgeskemaer, gennemsnit og procentfordelinger til vedkommende norsk prosa – det betændte indhold til trods – bør også fremhæves som en særlig kvalitet ved bogen. Fra bogens omslag citeres: ... Bogen følger NS-børnenes vanskelige vej gennem krig og efterkrigstid, og viser hvorledes krigen for mange begyndte, da den egentlig skulle slutte: efter befrielsen blev indbegrebet af en nordmand synonymt med «en god nordmand», mens landsforræderne og deres børn blev udstødt af det norske samfund. Hvilke spor satte dette sig i børnene? Hvilket forhold fik børnene til deres forældre og det de stod for under krigen? Hvorledes gik det med børnene i ungdom og voksenalder? Hvordan har NS-børnene det i dag?Mange af bogens glimt fra fortiden minder om lignende traumatiske erindringer hos norske krigsbørn: Jeg husker godt frigjøringsdagen. Med mitt lille norske flagg ville jeg også være med og feire, men ble gråtende jaget inn av de andre ungene. (Kvinne, f. 1938) I historieverket «Norge i krig», som blei gjeve ut midt på 1980-talet, kan ein lese at frigjeringa 8. mai 1945 utløyste ei samanhengande jubelbølgje, som skylde over landet og varte heile sommaren til endes. Ord strekk ikkje til for å skildre jubelstemninga i mai og juni 1945, står der. Same stad får ein også vite at frigjeringa av Noreg kom på ein ideell måte, og at folk var meir opptekne av å juble enn av å ta revansj mot dei slåtte taparane. Men dette er ikkje heile sanninga om våren og sommeren 1945.Om det norske retsopgør («landssvikoppgjeret») skriver Borge, at opgøret blev det mest omfattende i hele Europa: Ikkje i noko anna land blei ein så stor del av befolkinga trekt inn i etterkrigsoppgjeret. Rundt 93 000 norske borgarar blei mistenkte for å ha gjort seg skuldige i landssvik. Ser ein talet i forhold til at det på denne tida berre var litt over 3 millionar nordmenn, skjønar ein lettare kor store dimensjonar rettsoppgjeret hadde.Det er blevet fremført at pressen ofte har sin andel i radikaliseringen af tanken om national renhed og på usmagelig vis søger at gejle befolkningen op til storvask og udrensning; eksempler findes overalt, men det er fx set i Det Tredje Rige (ikke-arisk = urent) og i nyere tid på Balkan (muslimsk = urent). Borge påviser noget lignende i norsk efterkrigstid (NS-tilhørsforhold = urent): Avisa Dagbladet, som i dei førsta åra etter krigen var det viktigaste talerøyret for dei som ønskte eit hardast mogleg oppgjer med NS, retta på leiarplass i mai 1945 skarp kritikk mot dei som våga å oppmode til medkjensle med landssvikarane og familiane deira:Borge giver utallige eksempler på hvorledes man massivt mobbede eller udelukkede NS-børn fra det norske samfund. Der er eksempler på børn, der blev udelukket fra normal undervisning; udelukkelse fra højskoler blev tilmed krævet i en rundskrivelse fra Kirke- og Undervisningsministeriet; at blive udelukket fra spejderbevægelsen, fra visse kristelige foreninger, fra børnefødselsdage ... hørte med til den sociale virkelighed for tusinder af NS-børn i efterkrigstiden. Først fra midten af 50erne begyndte det i nogen grad at tage af. At man kan tage skade på sjælen af en sådan behandling er der næppe nogen tvivl om, men om man generelt kan skimte en sammenhæng mellem opvækst som NS-barn og senere psykiske problemer, besvarer Borge således: Men jamfører vi no dei som aldri opplevde trakassering i oppveksten, med gruppa som oppgav at dei blei mobba jamleg, syner det seg at procentdelen som har oppsøkt psykolog eller psykiater, på det næraste er den same innanfor dei to gruppene. Her må vi leggje til at det mellom mobbeofra i utvalet vårt er litt fleire som har vurdert å ta kontakt med helsepersonell som følgje av psykiske problem, men bortsett frå det må vi kunne slå fast at det hadde påfallende lite å seie for svara om den enkelte var blitt erta og plaga som barn eller ikkje. Akkurat det funnet kan tyde på at det er NS-barn-bakgrunnen i seg sjølv som ligg i botnen av dei mentale seinskadane vi no snakker om, ikkje berre traumatiske barnndomsopplevingar. Mellom NS-barna Anders Skuterud [norsk psykolog, nestleder i Norsk psykologforening] har hatt til behandling, er det påfallande mange menn, samanlikna med andre pasientgrupper. Sjølv trur han dette kan kome av at menn, i det minste psykisk sett er verre råka av NS-stigmaet enn kvinner. Gutar som voks opp med ein eksquisling til far, greidde ikkje alltid nytte han som ein rollemodell. (side 199/200)«Er NS-børnene nynazister?» er den provokerende overskrift på en ret interessant drøftelse af den politiske fordeling blandt NS-børn i dag. Svaret er: Vi veit no at NS-barn flest korkje er eller har vore med i nynazistiske grupper. (side 226)Man bør ikke snyde sig selv for Borges «Avsluttande refleksjonar ...»; den lille grimme historie om offentlighedens reaktion på sælfangstinspektør Odd F. Lindbergs film om fangst af sælunger på Vestisen – og hvilke konsekvenser det fik for ham selv og hans familie, maner til eftertanke – ganske vist må man være på vagt overfor ekstremistiske bevægelser, men man bør altid være mest på vagt overfor den absolut stærkeste; det er i sagens natur den, der kan gøre mest skade. Man må håbe, at også historikere i Danmark vil tage udfordringen op og som Baard Borge i Norge på bedste humanistiske vis søge at belyse opvækstvilkår for børn af danske nationalsocialister. Eystein Eggens Gutten fra Gimle (1993) har på en vis måde en parallel i Danmark i Claus Brylds fine, selvbiografiske erindringsbog «Hvilken befrielse» (1995), men vi savner en samlet fremstilling. Noget helt andet er, at det stærke bergensiske initiativ i retning af komparative undersøgelser mellem Norge, Holland og Danmark, nu synes helt forduftet. Stein Ugelvik Larsen fik sidste år bevilget penge til komparativ forskning vedrørende krigsbørn. NF trak bevillingen tilbage – noget forhastet; man kunne vel bare have deponeret bevillingen, indtil tvisten var afgjort; nu ser det imidlertid ud til at en anden forskergruppe har fået Ugelvik Larsens penge. Som jeg har forstået det, var Baard H. Borges sigte oprindeligt også komparativt, men hans bog nævner så godt som intet om tilsvarende problemstillinger i andre tildligere tyskokkuperede lande. Og det er ikke, fordi Borge ikke kender noget til Danmarks eller Hollands historie. Jeg nævner ikke dette for på nogen måde at rakke ned, men fordi et komparativt perspektiv ville være yderst værdifuldt. Europa bliver stærkere og stærkere, og man må være på vagt overfor den stærke og lytte efter, hvad der ikke bliver sagt, hvad der ikke får stemme – som det fremgår af Borges bog. De respektive nationale embedsmænd og politikere taler sammen i højere grad end nogensinde og enes om fælles tiltag mod hvad, der opfattes som urent. Anti-kinesiske demonstranter nægtes adgang til Island, danske demonstranter mod Verdensbanken nægtes adgang til Norge osv. Man er sandelig i besiddelse af et effektivt apparat, der minder om noget vi kender fra 30erne. Selvom det er med risiko for at blive erklæret paranoid kan jeg ikke lade være med at forestille mig den mulige eksistens af lokale organer i de enkelte europæiske lande, der vurderer det ønskelige/ikkeønskelige i at bevilge penge til forskningsprojekter, der kaster passende/upassende stærkt lys over andre landes mere lyssky forhistorie? De strandede komparative norske projekter synes at pege i den retning, og i Krigsbarnsprojektet (omtalt fodnoten side X) er der ikke antydning af noget komparativt – alt er såre politisk korrekt, hvis man ser bort fra den massive indtrængen i det private, der jo i Vesteuropa slet ikke er så skræmmende endda som tidligere. |
|
|
